Jan.- juni 2014
Klik på fingeren ved siden
af billedet ved hvert store
foto for at se alle billederne i fotoalbummet
"Langsomt mord på unik mose"
... og så blev Strandvej 13 lige pludselig berømt! Kurt måtte i gang med et større detektiv arbejde inden vi fandt ud af at det udelukkende var en doven journalist fra Fyens Stiftstidende der havde fundet et tilfældigt hus at fotografere! Avisen gad ikke engang svare på vores email, men indrykkede blot et lille dementi på side 2...
STRANDVEJ 13
Modul
1 - 2 - 3 ...
Når man har hænderne skruet ordentligt på, tager det ikke lang tid før et anneks begynder at tage form! Det var et stort arbejde på få hele bundrammen på plads. På terrassen på Bakkevej stod der efterhånden flere moduler klar til montering og endelig kunne modul 1, 2 og 3 læsses på traileren og blive fragtet til Strandej. Den første side af annekset gav os en fornemmelse for hvordan det ville komme til at se ud :-)
Loft og tag
Vejret var rigtig flot i starten af maj og Kurt brugte det meste af fritiden på at kravle på stiger. Der blev sat loft op og isoleret, inddækket og afskærmet - og en masse andet Helle ikke ved hvad er! I det hele taget arbejder Kurt, og Helle slæber, løfter op og sørger for kaffepausen :-) Midt i maj blev der lagt tag på, huset blev lukket og der kom gulv på. Vinduerne blev fundet på Gul&Gratis og sat i - jo der skete rigtig meget på kort tid. Den skønne ko går på marken tæt ved sommerhuset.
Sankt Hans
Opsætning af lamper udenfor, døren blev sat i, stikkontakter der virker, det første stykke gulv lagt på, indkøb af reoler (som blev placeret på "arkivet") og maling af vinduerne indenfor - jo, indflytningen i annekset rykkede tættere og tættere på da bålene blev tændt på stranden Sankt Hans aften :-) Vi grillede og gik bagefter rundt i den let kølige aften og så bålene brænde ned, det var hyggeligt.
Nedbrydning
- blev marts måneds ord. Der forsvinder mere og mere af det gamle hus, både ind- og udvendigt, og Kurt måtte opfinde en måde at redde det gamle sikringsskab undervejs. Der kom mange varme og solrige dage, hvor det hårde slid kunne belønnes med kaffe på den intermistiske bænk - og flere besøg af en lille kælen missekat, som Nikita pænt lod være. Efter flere tegninger og udregninger er det blevet bestemt hvor annekset skal placeres på grunden.
Torne i paradis!
- men dem skal vi også få bekæmpet. Projekt pilotering skrider fremad og de to første skruer er nu skruet helt på plads. Vi får ofte besøg af "vores" kælne katte, der smyger sig rundt om benene og vil hygges med. Pilekvistene skyder med skud og små grene, og forårsblomsterne dække jorden over der hele. Og så er stilheden på Strandvej helt fantastisk, det er kun fuglene der underholder os. Klik og lyt engang og hør den skønne baggrundsmusik vi har til arbejdet.
Rejsegilde 29. april :-)
Nu gik det stærkt med at få moduler på plads! Kurts hårde arbejde betød at allerede kunne fejre den første skæringsdato i byggeriet : rejsegilde på annekset. Helle lavede kransen og vi fejrede begivenheden med kaffe og kage, Rasmus kom dog med en hotdog til os senere på dagen, og fik samtidig set det hele for første gang siden vi købte huset.
Beklædning og terrasse
Midt i maj blev det sommer en hel weekend og annekset skiftede udseende. Opsætning af vægbeklædningen og færdiggørelse af terrassen foran huset pyntede rigtig meget. Hver gang vi finder kaffe-kurven frem, kommer vores ande-par vraltende :-) Pilekvistene vokser hurtigt mellem ukrudtet og flere af kvistene har sat skud der er næsten 20 centimeter høje.
Første kaffepause indenfor
De sidste dage i juni fik vi et par dage med kraftig regn, og ukrudtet voksede en halv meter mere. Skraldemændede flyttede vores affaldsstativ ud til vejen, de var nok bange for at blive angrebet af alle de vilde dyr i vores jungel! Døren blev malet færdigt, og alle gulvbrikkerne vasket så gulvet kunne lægges helt på plads. Helle havde lakeret de nye havemøbler og vi kunne holde den første kaffepause indenfor :-) Og så lidt stemningsfoto fra stranden med Storebæltsbroen i baggrunden.
Første prøveboring
Ikke efter olie :-) Kurt og Andreas borede Kurts opfindelse to meter ned i jorden, uden det store besvær. Grundvandet piplede lystigt frem som forventet, og Kurt besluttede at forlænge de næste pæle med én meter. Påskeliljerne myldrer nu frem overalt på grunden og foresøget med pilekvistene har resulteret i mange flotte knopper, så det er en succes.
Arbejd - arbejd - arbejd
Under en halv dags hårdt arbejde dukkede der en bænk frem - og en gammel brødkasse med porcelæn og sure brumbasser ... Sikke lyst der blev da alt kom væk! Det sker ikke tit at man starter med at gøre toilettet rent med en skovl, men det var nødvendigt her. En times tid, store mængder Alax og knofedt, så var det helt rent og pænt igen. Vores lille mis er tit på besøg - og to ænder, der elsker kiks :-) Og så har vi fået tømt affaldssæk - jo vi er officielt flyttet ind på Strandvej 13 !
Lad falde hvad ej kan stå!
Tæt på hvor annekset skal stå, og naboens hæk, opdagede Kurt to stort træer der var begyndt at hælde ud mod vejen. Anneksbyggeriet blev for en eftermiddags tid blev sat på standby, og Kurt måtte have gang i motorsaven og avanceret træksystem. Efter flere tirmers hårdt arbejde var begge træer fældet - her falder træ nr. 1 - og nr. 2. Faren afværget uden at naboens hæk led overlast, og traileren var igen blevet fyldt.
Ukrudt, ukrudt og atter ukrudt...
Den tidlige sommer fortsatte og i slutningen af maj kunne vi prale af at have Strandvejs mest fantastiske ukrudtssamling! Specielt brændenæller, tisler og skvalderkål stortrives :-( Kurt er nu helt færdig med den udvendige beklædning og er startet på den indvendige. Det store buskads jeg ryddede for et par uger siden, måtte igen under kærlig behandling for at fjerne enorme tornekviste, og en lille sød standhaftig slyngplante var begyndt at vokse på Kurts ledning.